Partiernes og politikernes synlighed – version 2009
(Bendtsen): Kort før jul fik Altinget.dk med hjælp fra Infomedias analysecenter foretaget en undersøgelse af partierne og deres folketingsmedlemmers synlighed i 2009.
Undersøgelsen kan ses som en ledetråd til, hvilke partiers ordførere der er mest aktive og offensive i pressen, og den tager højde for den gennemsnitlige omtale per mandat – og dermed til partiernes størrelse. Udfaldet af analysen kommer ikke synderligt bag på mig, men nogle tal springer alligevel i øjnene på en:
Gennemsnitligt antal omtaler pr. mandat:
Konservative 6.691
Venstre 3.736
Liberal Alliance 2.763
Enhedslisten 2.421
De Radikale 2.153
Dansk Folkeparti 2.131
Socialdemokraterne 1.566
SF 1.496
Flot resultat for de konservative. Men vi kommer ikkeudenom, at alle deres ministre også har et mandat i Folketinget, og da ministerholdet hér fylder en større del af folketingsgruppen end hos regeringspartneren Venstre, skulle det ikke gerne være anderledes. Førstepladsen er dog ganske suveræn; de står for en fjerdedel af omtalen til trods for at de kun sidder på hver 10. plads i salen. Connie Hedegaards ledelse af decembertopmødet på Amager skal – udover alle K-ministrenes virke – ikke undervurderes. Så Det Konservative Folkeparti har fået et par fortjente foræringer.
Modsat ligger oppositionens toneangivende partier i bund! For at blive i den konservative lejr viser undersøgelsen bl.a. at Lene Espersen og Brian Mikkelsen (!) får mere omtale end statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt. Dét er ikke godt nok. Socialdemokraterne havde sidste år den dårligste rating i en lignende undersøgelse, men har nu bevæget sig et hak op på listen og overhalet SF. Jeg har i den forbindelse manglet pressens dækning af det succesombruste SF som partiet med de „dovneste ordførere“ – hvor blev den nyhed af? Sammenlignet med sidste år får Socialdemokraterne ikkelov til at gå udenom journalisternes vridemaskine, hvilket måske er en smule tankevækkende.
Samlet set skal oppositionen speede op og simpelthen komme med flere fair forandringer (læs: politiske udspil). Der er ikke hulens lang tid til et folketingsvalg – valgkampen kommer snart op i gear – og vælgerne har brug for et soleklart alternativ til den siddende regering og den nuværende statsminister. Billedet er ikke malet færdigt. Sprogligt smider folk ikke deres maleri ud af stuen før de har fundet et smukkere.
Tallene viser et gennemsnit pr. medlem i en gruppe. Derfor kan et partimedlem godt være i pressen 12.000 gange og en anden 39 gange og gruppen lander på et vejet gennemsnit 1600. Henleder vi opmærksomheden på det store oppositionsparti, er der også internt nogle forskydninger, som er værd at ligge mærke til. F.eks. får Socialdemokraternes energiske forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, meget mere omtale end eksempelvis folketingsgruppens formand Carsten Hansen og partiets næstformand Nick Hækkerup. Udover uanmidelig stor flid fra den socialdemokratiske forbrugerordfører, er det vigtigt for ikke mindst Helle Thorning-Schmidt, at hun har en S-ledelse under hende, som fremstår regeringshungrende.
Partiernes og politikernes synlighed er afgørende, men det er svært at være synlig blot for synlighedens skyld. Der skal i begge lejre være en fortælling og meget gerne et projekt – politik! – og der er stillingen lige nu 1-1. Jævnfør denne analyse står der 1-0 til de borgerlige på presseomtale. Hvorfor? – fordi at de sidder på magten.
2010 i dansk politik bliver spændende og ikke mindst afgørende for næste folketingsvalg. Diverse målinger siger fifty-fifty med rødt favør. Men det er op ad bakke i femte gear for oppositionen. Der skal trædes hårdt i pedalerne, smides meget mere politik over bedingen og ikke mindst promoveres et skyggehold af ministre som står klar efter et valg.
Én ting er sikkert i begge lejre: Den er langt fra hjemme!


Fin analyse – det spændende kunne være at lave to underlister, der viser positive og negative historier. Ikke al omtale er gid omtale…
“Diverse målinger siger fifty-fifty med rødt favør. Men det er op ad bakke i femte gear for oppositionen. Der skal trædes hårdt i pedalerne,”
Enten så er det 50/50 eller også peger målingerne på rødt flertal… Og en bil i 5. op af bakke bør vel geares ned?
/Rune
[Reply]
Jeg syntes, at du mangler yderligere en væsentlig forklaring på den (ret markante) forskel i avisernes langt højere omtale af de borgerlige partier, frem for eksempelvis S og SF. Jeg er enig med dig i, at den væsentligste forklaring må ligger i det faktum, at V og K besidder ministerposterne. Det må alt andet lige være mest relevant hvad en minister mener om en sag, da deres holdning ofte ender med at blive til lovgivning i sidste ende. Det er det samme faktum, der gør DF interessant for pressen – det er væsentligt hvad de mener om en sag, da regeringen har brug for DFs mandater for at ramme de magiske 90 mandater. Derudover er der ganske enkelt mere præstige for en journalist i at have en minister som kilde på en historie, frem for et ”menigt” medlem.
Men nå det er sagt, mener jeg også, at undersøgelsen bør lede til selvransagelse blandt journalisterne. Har de været gode nok til at undersøge og omtale oppositionens holdning til politiske sager, og oppositionens politiske udspil? Den danske skrevne presse har som bekendt historisk set været præget af aviser, der havde betydelige forbindelseslinjer til de politisk partier. Avisudgivelsen har (historisk) været halvt kommerciel og halvt politisk virksomhed, men aviserne har siden omnibuspressens og public service-mediernes gennembrud i 1920erne og 1930erne neddroslet deres politiske tilhørsforhold. Partiernes kontrol med aviserne har derfor været ophørt i hvert fald siden 1960erne. I dag skulle aviserne følge deres egen og markedskræfternes dagsorden.
Men jeg må ærligt indrømme, at jeg kan komme i tanke om langt flere af de store landsdækkende aviser der syntes at have (en anelse) borgerlig bias (Jyllands-Posten, Berlingske, B.T.), end jeg kan finde aviser, der hælder (lidt) til venstre (måske Politiken der er Radikal) og Information (vel nærmest Enhedslisten). Mens EB efterhånden er rent DF (se blot debatten – og tonen – på Nationen).
Så har aviserne fortalt begge sider af sagen? Berlingske og JP er talerør for V og K, men hvem er talerør for S og SF? Den politiske strid skulle jo i dag ikke foregå mellem partiloyale aviser, men udspille sig i de enkelte aviser med journalisten som (uafhængig) moderator. Jeg syntes undersøgelsen taler ret tydeligt. Meget tyder på, at det ikke har været tilfældet..
[Reply]
Ikke et ord at udsætte på resten af analysen, men er det ikke et succeskriterie at der er rimlig stille omkring gruppeformanden, trods alt ingen bryder om forældre, der skælder deres børn ud på åben gade.
[Reply]
På sin vis er det vel rimeligt, at regeringspartierne får mest taletid mellem valg, det er trods alt her magten ligger.
Viser listen ikke også, at partier med få MF’ere er oftere i medierne pr mandat end partier med mange MF’ere – måske fordi journalister ikke deler taletid ud pr mandat, men pr parti.? I de små partier har hver MF’er typisk flere vigtige ordførerposter, hviket kan være en del af forklaringen.
Se iøvrigt også min egen dagligt opdaterede liste over politikere med mest medieomtale:
http://www.hvemstemmerhvad.dk/oversigter/mest_omtalte.php
[Reply]
januar 10th, 2010 at 4:33 pm
Anders Fogh er ikke længere i folketinget. Din liste trænger lige til en opdatering (er ikke lige bekendt med hvem som har fået hans plads)
[Reply]
Niels Reply:
januar 10th, 2010 at 7:49 pm
jo, det er jeg godt klar over
listen omfatter politikere, der har været medlem eller stedfortræder i folketinget på et eller andet tidspunkt siden valget 2001. Fogh’s afløser var vist Flemming Møller.
[Reply]
januar 10th, 2010 at 10:56 pm
Men er bare lidt misvisende når man ser en liste over de mest synlige i de sidste 3 uger… Men er måske bare mig… Anders Fogh er jo ikke synlig pga tilknytning til Folketinget (fx som suppleant eller kandidat), hans tid i Folketinget må vel forventes at være forbi.
Jeg er nu heller ikke så sikker på at opgørelsesmetoden er den der bedst viser hvordan partierne performer.
F.eks. om så alle partier fik lige meget medieomtale, ville Enhedlisten og Liberal Alliance stadig ligge ved og under spærregrænsen og S og V ville stadig få 25-30 pct.
Men et andet spørgsmål er at når Bendtsen nævner at næstformand Nick Hækkerup er lidt for stille, så er det måske taktik, hvis Thorning ikke klarer det forbedres Nicks chancer for at blive kalif i stedet for kaliffen. Han vil gerne være usynlig på et taberhold.
[Reply]
For medierne er det selvfølgelig mere interessant at snakke med en minister end en oppositionspolitiker, da han/hun har mere at sige. Partierne udenfor regeringen har ofte nogle ordførere der taler mest, her er det klart at de små partier er øverst da næsten alle deres folk er ude og kommentere sager til tider, mens DF, SF og Socialdemokratiet har en del folketingsmedlemmer som er ret ukendte og trækker gennemsnittet ned.
Kunne da også, som Rune Kristensen siger, være interessant at se hvor god den omtale er. Hans partis politikere har helt sikkert ikke været glade for al den omtale de fik i fx sagen om burkaforbuddet.
Og jeg er enig i konklusionen, der er intet i den statestik der siger noget om næste valgresultat.
[Reply]
Sådanne opgørelser er altid sjov læsning, ikke mindst naturligvis for os MF’ere.
Flere af debattørerne her på siden er inde på noget interessant: Er al omtale god omtale? Ligeså er det jo en balancegang mellem at skyde på alt, hvad der rører sig (kalkunjagt for oppositionen), hvilket giver mange små citater på Ritzau mm, hvor man kræver en minister i samråd osv. Eller man kan koncentrere lidt flere af kræfterne på at sætte en større og mere selvstændig dagsorden.
Jeg tror personligt, det handler om både-og. Men fra mine fem års erfaring som MF’er ved jeg også, at hvis man hver dag smider alt, hvad man har, for at få et citat på Ritzau kl 16.03, så er der altså ikke megen plads til netop det med at sætte en lidt større dagsorden.
Derfor må sådanne målinger følges op med mere kvalitative vurderinger. F.eks. tror jeg på, at vi politikere (i alle partier) kan blive meget bedre til at sætte os selv i spil; både i små og store sager.
Som f.eks. når Helge Adam Møller kæmper for ret til aktiv dødshjælp, når Mette Frederiksen samler ind til hjemløse, når Søren Pind melder sig ud af Trykkefrihedsselskabet i protest eller når Rasmus Prehn går på fædrebarselsorlov, fordi han både personligt og politisk tror på, at børneopdragelse er en ting, man skal være fælles om.
[Reply]