Vallensbæks borgmester død
Vallensbæks konservative borgmester Kurt Hockerup døde uventet i morges uden forudgående sygdom. Dødsårsagen var et hjertestop. Det skriver politiken.dk.
- Kurts død kommer som et chok for os, for han var ellers en sund og rask mand, siger viceborgmester Henrik Rasmussen, der forventes at blive konstitueret som borgmester og senere at overtage posten helt formelt, og fortsætter:
- Kurt gik op i Vallensbæk med liv og sjæl. Han arbejdede flittigt for nærdemokratiet, og var ikke bange for at se sine borgere i øjnene nede i supermarkedet. Han kendte alle i kommunen, siger Henrik Rasmussen.
Hvem der skal efterfølge Kurt Hockerup, der var et kendt ansigt i kommunen og i medierne, er endnu uvist.
- Vi har jo ingen nødplan for den slags, men nu vil vi sætte os ned og finde en løsning for Vallensbæk. Men det bliver en ny, konservativ borgmester, siger Henrik Rasmussen.
Kurt Hockerup var skoleinspektør fra 1975 til 1993, og han har været medlem af kommunalbestyrelsen i Vallensbæk for det Konservative Folkeparti siden 1966.
Han havde været borgmester “på den lille grønne ø i det røde hav” siden 1994, ved det seneste kommunalvalg
Kurt Hockerup efterlader sig kone og fire voksne børn.
Update: Partiformand Lene Espersen udtaler:
- Kurt var selve garantien for det, han selv kaldte ’den grønne ø i det røde hav’, nemlig konservativt flertal i Vallensbæk kommune, der jo ligger omgivet af røde kommuner. Det var Kurt, der takket være sin personlighed og omsorg for Vallensbæk, sikrede kommunens selvstændighed i forbindelse med den ny kommunalreform, hvilket et flertal af vælgerne bakkede op om. Kurt var simpelthen enestående for sin by – det var hans livsopgave, og den løste han, siger Lene Espersen.
- Det siger også noget om Kurts position i Vallensbæk, at han var kommunens kun anden borgmester – og at den første var hans svigerfar. Men Kurt var ikke kun en central skikkelse i Vallensbæk – han var det også i Det Konservative Folkeparti, hvor han repræsenterede K i Kommunernes Landsforenings bestyrelse, han var mangeårigt medlem af partiets hovedbestyrelse, han var formand for Konservative kommunalbestyrelsesmedlemmer, og han har i det hele taget haft en række centrale tillidsposter.
Kurt Hockerups popularitet viste sig også i stemmetallene. Ved sidste kommunalvalg blev de virkelige vindere på landsplan udregnet efter andel stemmer ud af samtlige afgivne stemmer i kommunen, og her blev Kurt Hockerup nummer seks med 26,7 pct. af de afgivne personlige stemmer – og med 53 procent af stemmerne i alt fik Konservative absolut flertal. For trods kommunens størrelse (12.300 indbyggere) er den landets sjette største konservative vælgerforening med 410 medlemmer.
Update 2: Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp er chokeret over beskeden om sin mangeårige samarbejdspartners pludselige død:
- Det er svært at fatte. Jeg havde et rigtig godt samarbejde med Kurt. Selvom vi ikke havde samme politiske ståsted, har vi altid haft det godt sammen. Han var en, man kunne stole på. Vores kommuner har gennem årene haft mange samarbejdsflader, som har været til gavn for borgerne. Kurt var altid glad og parat til at finde løsninger på problemerne. Vi føler med hans familie og ønsker dem alt godt fremover, siger Ole Bjørstorp til Albertslund Posten.
(DTG) Det kommer som noget af overraskelse. Jeg kan kun bakke op om Henrik Rasmussens ord, det er en trist og chokerende nyhed.
Jeg har selv arbejdet tre-fire år i Vallensbæk kommune og har ved flere lejligheder mødt ham (det var svært at undgå, han var her og der og alle vegne) og haft det indtryk, at han var en sund og rask mand, der dyrkede masser af motion og i det hele taget virkede han meget yngre fysisk end som en mand i starten af 60′erne.
Vallensbæk var i forhold til andre kommuner jeg har arbejdet og boet i været utrolig veldreven og der var meget kort afstand mellem borgerne og borgmesteren.
Når historien om Kurt Hockerup skal skrives, bør det helt klart nævnes, at han på trods af kommunalreformens krav om det en størrelse på omkring 30.000 indbyggere lykkedes med at bevare Vallensbæk som selvstændig kommune – og at han efterfølgende har sat gang i en udbygning af boligmassen, for at den kan forblive det.
Redaktionen sender naturligvis vores tanker til de efterladte.
Kilde: Politiken




