Dansk-politik.dk

Nyheder og analyser om dansk politik

KL: Eksamen i folkeskolen er overflødig

Afgangsprøven i folkeskolen er overflødig og ressourcekrævende. Det mener formanden for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, byrådsmedlem (SF) fra Fredericia til Ritzau. Hun foreslår derfor at spare afgangsprøven væk.

Argumentet for at spare afgangseksamen er ifølge Jane Findahl, at afgangseksamenen reelt ikke har nogen betydning for elevernes videre uddannelsesforløb.

Tidligere i dag kom det frem, at 1.090 lærerstillinger skal nedlægges i 2010. Det har mødt heftig kritik fra eleverne og lærerne, der mener, at det vil gå ud over faglighed.

KL forholder sig mere neutralt til kritikken, men kalder det tvingende nødvendigt, at regeringen hurtigt indkalder alle parter til et møde om at nyskabe folkeskolen.

- Vi skal blandt andet væk fra et-tals-tyranniet med én lærer til én tavle til én klasse, og så skal der fokuseres mere på it i undervisningen, siger hun.

Men oven i hatten vil KL altså foreslå, at man dropper den gamle afgangseksamen.

(DTG) Jeg går ikke ind for at folkeskolen skal gøres til et eksamensræs, hvor man i de ældste klasser udelukkende underviser for at lære eleverne at gå til eksamen, men folkeskolen skal altså også forberede eleverne til det videre uddannelsessystem og der møder de altså også eksamener og prøver fra tid til anden, og så er det altså en god idé, at man har erfaring med den slags.

De dygtige og motiverede elever vil være ligeglade, for de skal nok klare sig godt alligevel, men jeg mener at det er vigtigt for eleverne i folkeskolen, at de har et mål at arbejde hen imod.

Det er med til at holde motivationen oppe, specielt for den gruppe som ligger i mellemgruppen og som kunne finde på at slappe mere af, end hvad godt er. Men det er selvfølgelig alene baseret på personlige erfaringer. Det er et rigtigt dårligt sted at spare.

Kilde: Ritzau via Jp.dk

Tagged som: