Dansk-politik.dk

Nyheder og analyser om dansk politik

Løgn, forbandet løgn og statistik: “Thorning slår Løkke i Vestjylland”

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 mener dobbelt så mange vælgere i tre vestjyske kredse at Socialdemokratiet er bedst til at arbejde for at forbedre vilkårene for “Udkantsdanmark”. Det bliver af bl.a. Ritzau fremlagt med overskriften “Thorning slår Løkke i Udkantsdanmark”.

“Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 vil dobbelt så mange vælgere i Vestjylland sætte kryds ved Socialdemokratiet, hvis der var valg i dag.

Kun 8,9 procent af de adspurgte vestjyder støtter Venstre, mens 20,6 procent støtter Socialdemokratiet. Det sker i kølvandet på den omstridte placering af et nyt supersygehus ved Gødstrup i nærheden af Herning.

Ved folketingsvalget i 2007 fik Venstre 45 procent af alle stemmer i Varde-kredsen, 41 procent i Ringkøbing-kredsen og knap 40 procent af stemmerne i Holstebrokredsen.

En væsentlig del af de vestjyder, der deltog i A4′s undersøgelse, er dog i tvivl om, hvor de ville sætte deres kryds blandt partierne. Hele 38,5 procent af de i alt 205 adspurgte vestjyder svarede “ved ikke”. Det skriver Ritzau og det var umiddelbart en god nyhed, som jeg tænkte jeg ville dele med bloggens læsere, men det virkede alligevel også lidt for godt til at være sandt, mest fordi det er det omvendte billede af valgresultaterne siden (altid), hvor Venstre traditionelt får ca. dobbelt så mange stemmer som Socialdemokraterne,  så jeg fandt lige den originale historie – og sørme om det er rent hokus pokus talfifleri.

Det er rigtigt, at Analyse Danmark har lavet en undersøgelse, men det er ikke vælgernes partipolitiske præferencer der er blevet spurgt til. Spørgsmålet er ikke “Hvilket parti vil du stemme på hvis der var valg i morgen?” men “Hvilket parti mener du, samlet set, vil arbejde mest for at forbedre vilkårene i Udkantsdanmark?”. Derfor er det nok meget svært at udlede hvem de rent faktisk vil stemme på. Bare fordi man bor i Udkantsdanmark betyder det jo ikke at man automatisk stemmer på det parti som vil gøre noget for ens lokalområde.

Så Mon ikke der er en hel del af de her 40 % tvivlere som har brugt anledningen til at sende et signal om at de er utilfredse, men når valgdagen komme troligt trisser ned og stemmer på Venstre?

Kilde: Jyllandsposten og Ugebrevet A4