Dansk-politik.dk

Nyheder og analyser om dansk politik

Statsministerens departementschef ny direktør i DI

Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad er i dag blevet ansat som ny administrerende direktør i Dansk Industri. Derfor stopper han som departementschef i Statsministeriet med udgangen af denne uge.

Karsten Dybvad er 53 år og uddannet cand. polit. fra 1985. Han begyndte sin karriere i som økonom i LO og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og i 1990 kom han til Bikuben Pension og har siden bl.a. været adm. direktør i Magistrenes Pensionskasse, direktør i Økonomistyrelsen og departementschef i Trafikministeriet.

Han blev for alvor trukket frem i offentligheden første gang, da daværende oppositionsleder Anders Fogh Rasmussen beskyldte Socialdemokraterne for at ansætte venner og partifæller i ministerierne, efter at Lykketoft havde hentet KD til Finansministeriet, hvorfra samme Anders Fogh nogle år senere selv hentede Karsten Dybvad til Statsministeriet.

Karsten Dybvad starter i sit nye job 1. december hvor han afløser Hans Skov Christensen, der har været chef for DI siden 1992.

(DTG) Umiddelbart lidt af en overraskelse, men når man så er kommet sig over, at det hverken blev Mads Lebech, Lars Barfoed eller Ole Krog, må man man tage hatten af for at DI får sig en meget kvalificeret direktør, der kender både det politiske system (og både den nuværende og den kommende regering) og arbejdsmarkedet ud og ind.

Man får ikke måske ikke en lige så stærk kommunikator, som en af de to eks-politikere havde været, men det er der måske ikke lige så meget brug for i en organisation som DI, hvor budskabet altid er enten “skatten skal ned!” eller “lønnen skal holdes i ro!” og så noget med konkurrenceevnen.