Løkke erkender: VK har problemer med kvinder
Regeringen er for dårlig til at tale i et sprog, som kvinder forstår, og det er årsagen til, at de offentligt ansatte kvinder i udpræget grad vælger den borgerlige regering fra. Det erkender statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en ny interviewbog. Det skriver Berlingske.
- En del af forklaringen er, at vi har været for firkantede i vores retorik. Der har bredt sig et indtryk af, at regeringen – og Venstre – står for kontrol, topstyring og procesregulering i den offentlige sektor. Det har kostet i denne gruppe af kernemedarbejdere i den offentlige sektor, og de er i høj grad kvinder. Man kan altid diskutere, om det er fordi, de er kvinder, eller fordi de er offentligt ansatte. Men det fører samme sted hen: Vi har talt forbi denne gruppe, siger Lars Løkke Rasmussen i bogen.
Han understreger dog, at det ikke kun handler om at kommunikere smartere. Regeringen vil modernisere den offentlige sektor, så offentligt ansatte ikke har en følelse, at “hverdagen er sandet til i papirgange og bureaukrati.”
- Det er et spørgsmål om at udvikle nye arbejdsformer. Vi skal ikke kun tale anderledes, men også handle anderledes, siger Løkke og uddyber, at regeringen har været for “utålmodig” ved at mase nye arbejdsgange igennem i den offentlige sektor, hvilket er gået ud over de offentligt ansattes ejerskab til reformer.
At regeringen har et problem med at kapre kvindelige vælgere har Lars Løkke Rasmussen ganske ret i. Ifølge den seneste Gallup-måling har VK-partierne kun opbakning fra 22 procent af kvinderne, mens 31 procent af de danske mænd vil stemme på VK, hvis der var folketingsvalg i morgen.
Bogen “I orkanens øje – samtaler med statsminister Lars Løkke Rasmussen”, er skrevet af Berlingske Tidendes Thomas Larsen og udkommer i morgen, 2. november, på Gyldendals forlag.
Kilde: Berlingske


