Løkke slår Thorning – i negativ omtale
Det er ikke mange målinger, der viser føringer til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) over hans socialdemokratiske udfordrer, partiformand Helle Thorning-Schmidt (S). En ny medieoptælling viser dog at på negativ omtale fører statsministeren stort.
Det er en analyse for bureauet NewsWatch, der viser at Lars Løkke Rasmussen får væsentligt mere presse end den socialdemokratiske partileder. Til gengæld er den presseomtale han får negativ.
I perioden fra Folketingets åbning til den 12. november 2010 er statsminister Lars Løkke Rasmussen omtalt i 2.016 artikler i de danske dagblade, mod Helle Thorning-Schmidts omtale i 762 artikler.
Men mere interessant er det, at ser man på den faktiske omtale af de to, der har været i perioden, så har de begge en overvejende negativ omtale. På en gennemsnitlig rating på en skala fra -100 til +100 fik Lars Løkke Rasmussen -57, mens Helle Thorning-Schmidt fik lidt bedre omtale, men altså også negativ, med -30.
Ikke overraskende ser det værst ud i avisernes debatspalter. Her er der ingen af de to, der får gode skudsmål med på vejen fra debatskribenterne. De havner begge i omegnen af 60% negative og kun 10% positive artikler (de resterende er neutrale).
Helle Thorning-Schmidt er omtalt i 762 artikler fra Folketingets åbning og frem til nu. Ud af disse 762 artikler er 37% negative mod 20% positive og 43% neutrale. Der er altså med andre ord flere negative artikler end egentligt positive, men omvendt er der et flertal af ikke-negative artikler (positive + neutrale) på 63% mod 37%. Det er nok værd at bemærke, at perioden kun kort dækker der hvor skattesagen var i medierne.
Lars Løkke Rasmussen er omtalt i 2.016 artikler i perioden fra Folketingets åbning og frem til den 12. november 2010. Ud af disse 2.016 artikler er 52% negative mod 14% positive og 34% neutrale. Der er altså med andre ord flere negative artikler end egentligt positive, men omvendt er der omtrent lige mange ikke-negative artikler (positive + neutrale) og negative artikler.
Flere detaljer i analysen kan læses her.
Kilde: News:watch

