Lene Espersen er færdig
Den sidste rest af tillid til partileder Lene Espersen ser ud til at være helt forsvundet og det er kun et spørgsmål om kort tid (som i måneder, ikke år!), inden hun bliver skiftet ud som leder af partiet. Det må være konsekvensen af dagens udmeldinger fra både top og bund i det konservative folkeparti.
Når Brian Mikkelsen siger “Lene Espersen er den bedste partileder vi har, lige nu” så er det svært ikke at drage sammenligning med en nedrykningstruet fodboldklub, hvor direktøren udtrykker fuld opbakning til træneren, søndagen efter klubbens tredje nederlag i streg. Alle ved godt, at bestyrelsen træder sammen mandag morgen og smider træneren på porten.
To meningsmålinger har sendt partiet under 5 % i meningsmålingerne og med et resultat der vil mere end halvere antallet af konservative mandater i Folketinget i udsigt, må naturligvis skabe panik i partiet og man kan ikke fortænke nogen i konkludere, at man lige så godt kan smide partiformanden på porten og satse på en anden, fremfor at gå den sikre død i møde. “Desperate times call for desperate measures” som man siger “over there”. Det handler ikke længere om at redde regeringens liv, men om at partiet skal overleve.
Hele dagen har det strømmet ind med reaktioner fra det konservative bagland og uden at gå nærmere i detaljer, så er det en bred vifte af kredsformænd, borgmestre, nuværende og tidligere byrådsmedlemmer som alle kræver partiformandens afgang. (Jarl Cordua har løbende samlet dem op)
Bolden ruller og ingen gider længere være “Komiske Ali” der lovpriser en partiformand, som alle godt kan se er en katastrofe og som uanset hvad er på vej ud. Man kan lige så godt spille med på det nye vinderhold nu, fremfor at forsvare en uforsvarlig position.
Det virker som om at den eneste som er tilbage for at forsvare Lene Espersen er den politiske ordfører Henriette Kjær. Når hendes støtte forsvinder, så er mit bud, at Lene Espersen er væk senest en uge efter.
Egentlig er den en meget lille sag som har fået bolden til at rulle. Et nærmest ligegyldigt spørgsmål om hvorvidt Venstre havde fået lov til eksklusivt at indrykke en annonce om efterlønnen et par dage, fik flere medlemmer af den konservative gruppe til at afkræve forklaring af partiformanden!
At det netop bliver spillet om efterlønnen, som bliver den endelige årsag til Lene Espersens exit, er nærmest tragikomisk, men det viser måske også lidt om hvor tyndslidt opbakningen har været, når en triviel sag om nogle annoncer på den måde kan få alle medlemmerne op i det røde felt. I virkeligheden burde de konservative jo være begejstrede over, at Venstre endelig støttede deres synspunkt.
For regeringen som helhed er det her et problem, for nu havde man lige fået sat en dagsorden med efterlønnen og fået rettet kanonerne mod oppositionen. Hvis de konservative skal ud i et nyt formandsopgør, så bliver efterlønsdiskussionen reduceret til notitsstof nederst på side 17 i aviserne, ligesom det på alle mulige måder udstiller regeringen som nedsmeltet og handlingslammet.
Hvis Lene Espersen går (eller bliver gået) som formand inden der bliver udskrevet folketingsvalg, vil hun komme på en meget eksklusiv liste af danske partiformænd som aldrig nåede at stå i spidsen for deres parti ved et valg. På den liste finder man nærmest kun Pia Christmas-Møller og socialdemokraten Alsing Andersen, som var socialdemokratisk partiformand proforma under besættelsen, fordi tyskerne ikke kunne lide Hedtoft.


Lige lidt nørderi: Der var valg i 1943, så teknisk set stod Alsing Andersen i spidsen for partiet ved et (om end noget specielt) valg. Men naturligvis var Hedtoft reel leder.
Edvard Sørensen afløste Knud Kristensen som V-leder, men afgik ret hurtigt, så Erik Eriksen var leder ved 1950-valget. Det handlede ikke så meget om politik, som om at de gode venstrefolk havde det lidt svært ved kapere, at Sørensen løb med sin søns forlovede (!). Dén kan Espersen så nok ikke stikke.
[Reply]
Villhelm Buhl tæller vel også med? Han blev indsat efter Staunings død, og afsat før valget i 43.
Buhl må også være den eneste statsminister, som ved et valg ikke har været sit partis statsministerkandidat. Selvfølgelig under meget specielle omstændigheder, men “officielt” er det da et interessant fakta
[Reply]
Hvis Lene Espersen skal udskiftes, skal der vel handles nu? Ikke som i måneder, ikke som i uger, men som i dage? Så tæt på et valg er det blot endnu mere ødelæggende at have sådan en sag kørende.
[Reply]
I øvrigt lidt pinagtigt at se Mogens Lønborg udtale sig om sagen: http://www.berlingske.dk/politik/konservative-paa-raadhuset-slaas-i-lene-sag
Hvor meget fremgang har den mand skaffet de Konservative i København?
[Reply]
januar 13th, 2011 at 4:18 am
It takes one, to know one…
[Reply]
Det kan der selvfølgelig være noget om, men det er nok sværere at skabe fremgang i en by hvor Enhedslisten tradionelt er næsten dobbelt så store som K, end det er at gøre det på landsplan.
[Reply]