Manu Saren genvalgt som spidskandidat i København
Lørdag blev Manu Sareen genvalgt som spidskandidat til Folketinget for Radikale Venstre i København. Det skete i forbindelse med vælgerforeningens årsmøde.
- Jeg er rigtig glad for den tillid, vælgerforeningen har vist mig og vil sammen med de andre kandidater og medlemmerne gøre mit bedste for at sikre os et kanonvalg. Jeg vil ikke kun arbejde hårdt for mit eget mandat, men sætte mig i spidsen for, at vi igen får tre mandater fra København efter næste folketingsvalg, siger Manu Sareen og fortsætter:
- Vi har en rigtig stærk organisation her i København, og at have den i ryggen er enormt værdifuldt. Når valget bliver udskrevet sætter vi alle mand ind for at give Danmark en ny regering, så vi kan realisere vores radikale visioner for fremtiden.
Fra januar 2011 har Manu Sareen været stedfortræder for Lone Dybkjær i Folketinget. Derfor har han fungeret som partiets rets-, ligestillings- og sundhedsordfører. I samme periode har Manu Sareen været på orlov fra Københavns Borgerrepræsentation.

