Skattereform kan blive regeringens store mulighed
I starten af næste uge lancerer regeringen (formentlig) sin skattereform. De enkelte detaljer er endnu ukendte, men det står rimelig klart, at der sker noget med topskatten og med beskæftigelsesfradraget. Og at det er på rentefradraget, at pengene skal hentes ind.
Skattereformen rummer store muligheder for at bliver det slag, hvor det vender for regeringen. Hvor vælgerne på midten genfinder troen på projektet. Men hvor der er store muligheder, er der også store risici.
Mere lighed er målet
Velstående samfund præget af lighed er gode samfund. Her er borgerne tryggere, raskere og lykkeligere end i samfund præget af ulighed. Det dokumenteres af de to britiske forskere, Kate Pickett og Richard Wilkinson i bogen “Lighed – hvorfor lighed i samfundet gavner alle”.
En af de måske overraskende pointer i bogen er, at de positive effekter smitter af på alle borgere – også de rigeste. Blandt andet fordi volden falder, der begås færre indbrud og rammevilkårene for virksomheder forbedres, når tilliden øges og flere talenter aktiveres ved at de får adgang til uddannelse.
Og regeringen har i hvert fald tidligere givet klart udtryk for, at lighed er af det gode. Det står der i hvert fald på side fem i regeringsgrundlaget:
“Alt for mange danske familier lever i fattigdom og uligheden er vokset. Det skal ændres. Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden og sikre, at alle har lige muligheder.”
Målsætningen gentages flere gange og det er positivt. Til gengæld har det siden været så som så med regeringens evne til at levere noget konkret, der kunne løfte målsætningen. Desværre. For hvorfor står der i regeringsgrundlaget, at øget lighed er et mål? Og vil tirsdagens skattereform øge ligheden?
Procesfikseret ros til SF
Øget lighed bør være en klar målsætning for en regering der indeholder socialdemokrater. Men det betyder ikke, at ligheden skal foræres til alle ved tossegode omfordelingsmekanismer. Det betyder blot, at rammerne for øget lighed skal være til stede (og dem kunne man fx lave med en skattereform). Herefter må danskerne selv gribe deres chancer. Ved at efteruddanne sig, motivere deres børn til at uddanne sig og arbejde hårdt.
Skatteminister Thor Möger (SF) viste gode takter, da han annoncerede, at en skattereform skal lette skatten på arbejde. Siden er visse andre SF’ere i løbet af kun syv måneder kommet til at fremstå som karrieremennesker, der er villige til at mene, hvad som helst. Hele tirsdag den 15. maj kunne man så høre SF’s skatteordfører, Jesper Petersen (billedet), sidde i TV2 News og fortælle om vigtigheden af, at færre skal betale topskat. Havde en borgerlig politiker gjort det samme for otte måneder siden, ville mange SF’ere have talt om rødvinsreformer og om, at de borgerlige forgylder de rige (uanset om de havde talt om topskattegrænsen eller topskatteprocenten).
Rigtig absurd bliver det, at SF efterfølgende hyldes af de politiske kommentatorer for deres priming. Kun procesfikserede mennesker kan mene, at det er en vigtig kvalitet at løbe fra sine synspunkter med stil.
Tilgodese de lavtlønnede
Det er en misforståelse, at folk alene stemmer ud fra deres egennytte. Og derfor behøver regeringen ikke fedte for vælgere med et lønniveau på over 33.000 kr. om måneden. Vi er overbevist om, at skolelæreren, gymnasielæreren eller den vellønnede håndværker ville byde en skattereform velkommen selvom dem den tilgodeså, primært var folk med lavere indtægter. Hvorfor? Fordi det er sympatisk og rimeligt over for de butiksansatte, sosu-hjælpere med flere, som tjener 10.000-12.000 kr. mindre om måneden end SF’ernes nye kæledægger, der betaler topskat.
Derfor kunne regeringen med fordel bruge midlerne de nu vil lette topskatten med til at øge beskæftigelsesfradraget yderligere end planlagt. Alternativt kunne midlerne bruges til at finansiere AE-rådets forslag om et højere beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere.
Hvis skattereformen indeholder en progressiv socialdemokratisk dagsorden, samtidig med at man får den lanceret og kommunikeret på en ordentlig og troværdig måde, er der gode muligheder for at et ellers trist forår for regeringen kan slutte med en positiv oplevelse. Og dermed være startskuddet til et comeback i efteråret.
Foreløbigt bliver det spændende at høre regeringens fremlæggelse af skattereformen på tirsdag.
- Redaktionen
Det er for så vidt ikke fordi jeg er voldsomt uenig i substansen af denne såkaldte “analyse”, som vidst rettelig burde kaldes “en polemisk kommentar”.
Men forsøget på at fremstille forløbet omkring skattereformen som om at det er SF der virkelig inderst inde har ønsket at bruge penge på topskat, frem for på beskæftigelsesfradrag, mens socialdemokraterne har villet det omvendt, er langt ude i hegnet.
Topskat er først og fremmest noget de radikale går op i og som en samlet regering derfor må stå på mål for.
Dertil kommer, at der jo i høj grad er tale om en omlægning af beskatningen, så velhavere får mere af en kanal, for så at give af andre (børnepenge, pension, rentefradrag, firmabil, osv.). Hvis man i stedet havde taget de samme penge og givet på beskæftigelsesfradraget, havde der været tale om en ganske stor omfordeling fra de rige til de mange. Det havde været meget fornuftigt og sympatisk, men helt sikkert også noget der ikke havde været 90 mandater bag i vores blå Folketing.
Skattereformen vil næppe have den store effekt på “ligheden”. Grundlæggende set virker det som om der omfordeles fra nogle rige til andre rige, samt at lønmodtagere får lidt mindre når de er arbejdsløse og lidt mere når de ikke er. De som taber mest synes at være de langtidsledige – altså dem der synes permanent uden for arbejdsmarkedet, men ikke berettiget til førtidspension (taber ca. 40 kr om måneden over 10 år). Det sidste er naturligvis noget skidt, men i det store puslespil det er at lave en skattereform under nuværende politiske omstændigheder, kunne det have været meget værre.
I øvrigt er det slet ikke udspillet i dag man skal være “bekymret” for, men nok snarer den endelige aftale der måtte blive lavet. Her savner jeg “redaktionens” oprigtige råd til Helle Thorning. Skal hun sætte alt på ét bræt overfor Margrethe Vestager og kræve et snævert rødt forlig med Enhedslisten (og måske Dansk Folkeparti), hvor der rigtig omfordeles. Og risikere at Radikale forlader regeringen, der formentlig så falder. Eller skal hun forfølge Vestagers drøm om et forlig med Venstre (en drøm jeg tror HTS og hendes strateger deler, ud fra logikken om at man nemmest kan slå Venstre ved næste valg, ved at forskellene mellem S og V er mindst mulige). Fra et SF-perspektiv vil den snævre røde model være både politisk og vælgermæssigt at foretrække.
/kbsj
[Reply]
Kasper Bjering Søby Jensen Reply:
maj 29th, 2012 at 2:02 pm
Med “substansen” menes naturligvis “den politiske substans”.
Indholdet i analysen af det politiske spil er noget makværk.
[Reply]
maj 30th, 2012 at 1:40 pm
Du skriver:
“Men forsøget på at fremstille forløbet omkring skattereformen som om at det er SF der virkelig inderst inde har ønsket at bruge penge på topskat, frem for på beskæftigelsesfradrag, mens socialdemokraterne har villet det omvendt, er langt ude i hegnet.”
Og det skriver vi heller ikke, så vi må jo være enige. Vores pointe er netop, at det fremstår komplet utroværdigt, når SF’eres har set sig gale på topskatten uanset, hvor elegant “priming” der er tale om.
RSHN
[Reply]