Dansk-politik.dk

Af Rasmus Stoklund Holm-Nielsen og David Troels Garby

Forleden gav tre socialdemokratiske politikere, de to folketingsmedlemmer Jens Joel og Pernille Rosenkrantz-Theil samt børne- og ungeborgmester i København Anne Vang, et originalt bud på, hvordan ligheden i muligheder kan øges for danskerne. Deres forslag var, at man i fremtiden graduerede tilskud på daginstitutionsområdet, så institutioner i udsatte områder fik mere og dem i velfungerende fik mindre.

Politisk idédebat, selvstændig tankegang og politikere, der tør mene noget, efterlyses ofte fra venstrefløjen. Her leverer de tre politikere en kronik, der imødekommer den efterlysning og det ville være forfriskende, hvis flere socialdemokrater lod sig inspirere til lignende initiativer.

Det er svært ikke at have sympati for de tre politikeres hensigt, men midlet er tvivlsomt, for risikoen for at flere ressourcestærke familier fravælger de offentlige tilbud er overhængende. Når selv tidligere folkeskolefortaler beskæftigelsesminister Mette Frederiksen – uanset grunden – fravælger det offentlige tilbud den dag hendes egne børn kom i skolealderen, er det vel et godt eksempel på, at de færreste har lyst til at ofre deres egne poder i en ideologisk kamp.

Desværre sættes der i kronikken lighedstegn mellem socialt udsatte, hvis daginstitutioner skal løftes og arbejderklassen.
Håndværkere og ufaglærte på arbejdsmarkedet udgør for det første ikke en stor homogen gruppe, der føler de kæmper mod borgerskabet. For det andet skygger arbejderklasseretorikken for hensigten og det forekommer mildest talt anakronistisk at anvende begrebet i en kronik i maj 2012.

Arbejderklassen er økonomisk blevet flyttet ind i middelklassen. Og det er misvisende når de tre kronikører fx skriver:
”Vi har behov for et klassekampsværktøj mere, hvis vi i arbejderbevægelsen skal komme videre med vores samfundsprojekt: at løfte arbejderklassen.”

Misvisende fordi arbejderklassen løftede sig selv; klassebevidstheden betød næppe, at arbejderne følte sig som ofre nogen skulle ’løfte’. Det klarede de selv og sammen. Ved at organisere sig, arbejde hårdt og opdrage børn, der forstår vigtigheden af uddannelse. I Bo Lidegaards bog om den tidligere statsminister H.C. Hansen skriver Lidegaard det klart:
”De [arbejderne] ville ikke længere være proletarer i et klassesamfund, men borgere i et velfærdssamfund.”. Og det mål er heldigvis opnået for længst.

Rosenkrantz-Theil, Vang og Joel sigter på familier, som ikke overkommer at give deres børn en god opvækst, er ramt af misbrug eller lignende. Missionen er sympatisk; det er vigtigt at udsatte gruppers børn får bedre chancer. Det har blot intet at gøre med klassekamp. Det er ikke et særegent socialdemokratisk projekt. Og det er ikke nutidens “arbejderklasse” man hjælper, men derimod en lille gruppe af mennesker, der har været uheldige i livet.

***
Om forfatterne:
Rasmus Stoklund Holm-Nielsen, 28, er cand.scient.pol. og konsulent i Dansk Metal. Rasmus er tidligere formand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum København. Han er oprindeligt fra Pjedsted, som ligger i udkanten af Fredericia, men har siden 2005 boet i København. Rasmus er blevet tilknyttet dansk-politik.dk og vil fremover levere indlæg og indspark på bloggen.”

David Troels Garby, 32, er stadigvæk redaktør for www.dansk-politik.dk. Opvokset i Ballerup og Albertslund og bor på Ama’r.