Dansk-politik.dk

Folkemødet 2012: 100 mennesker sidder i en gårdhave, flere med plastikregnslag eller paraplyer som værn mod den lette regnbyge, der efter uger endelig har ramt solskinsøen. Alle venter, fordi en af dem der skal på scenen er blevet forsinket.

Det er ikke en rockstjerne som folk tålmodigt venter på i regnen, men derimod en debat med finansminister Bjarne Corydon, Dansk Metals formand Thorkild E. Jensen og DIs adm. direktør Karsten Dybvad med overskriften “Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?”.

Et lineup som nok vil få de fleste mennesker til at gabe, men for netop denne forsamling, er det her lige så godt som hovednavnet på Orange Scene på Roskilde.

Dagen før har det meste af fagbevægelsens topfolk været samlet, ikke som paneldebattører men som tilhørere til en debat om hvad der gik galt med trepartsforhandlingerne og der var sangaften med de politiske ungdomsorganisationer, koncerter både med og uden politisk bias og godnathistorier fra Dagpengeland. Intet andet sted end på Folkemødet, har man så meget politik samlet, på så kort tid, på så småt et område.

Folkemødet er en hyldest til det samtalende demokrati. Til at møde ligesindende og politiske modsætning. Den helt fantastiske mulighed for at se gamle venner og møde nye, at debattere med mennesker fra organisationer, man aldrig før har hørt om. Oplevelsen af så mange engagerede mennesker fra hele (organisations)-Danmark sammen med tusinder af interesserede og nysgerrige borgere – både med og uden bornholmsk dialekt – er helt enestående på dansk grund.

Og hvis du ikke var der, så har du snydt dig selv!

I forhold til sidste år var det vokset enormt. Antallet af arrangementer var tredoblet og det samme var antallet af deltagende organisationer. Det siger sig selv, at den vækst kan ikke fortsætte, og nu handler det for de enkelte partier, organisationer og virksomheder om at lægge deres hoveder i blød for at højne kvaliteten af deres arrangementer, så de næste år kan tiltrække folk til netop deres telt.

Vil De overhovedet have vores penge?
Imens det politisk engagerede Danmark i den grad har taget Folkemødet til sig allerede her i sit andet år, så virker det stadigvæk som om de lokale borgere og ikke mindst det lokale erhvervsliv stadigvæk kæmper lidt med at forstå, hvad det er for et cirkus der er rykket ind.

Hvilket bl.a. afsløres ved at souvenirbutikken på havnen undrer sig over, at der ikke bliver solgt flere Krølle Bølle-figurer end normalt. Som om Vikingeskibsmuseet beklager sig over at antallet af besøgende under Roskilde Festival?

Der ud over er ventetiderne på at få mad helt uacceptable, flere af Allinges restaurationer tager ikke plastikkort og nogle steder er det en kamp for at hive en kvittering ud til afregningen. Og byens brune værtshus “Hut-li-Hut” vægrer sig ved at forlænge åbningstiden, så det bliver et problem for de sidste at finde et sted at slukke tørsten. Vi befinder os i det absolutte udkants-Danmark, hvor man, for at skjule krisen, har valgt at tage “Til Salg”-skiltene ned, og alligevel spørger folkemødedeltagerne hinanden, vil de overhovedet have vores penge?

Bornholms Regionskommune bør overveje om ikke de skulle sende en erhvervskonsulent afsted til Allinge inden næste år og vejlede de lokale i hvordan man driver forretning henvendt imod netop Folkemøde-publikummet.

Og så et sidste kritikpunkt: En fuldstændig håbløs mobildækning! Vi har at gøre med en forsamling hvor stort set alle har smartphones, og halvdelen føler sig fysisk utilpasse hvis de ikke checker nyheder hver halve time og den anden halvdel har det på samme måde, hvis de ikke selv er i nyhederne.

Så kære Bornholm – op med en mobil mobilmast, så folk kan komme nettet!

Og så ses vi vel næste år!

- DTG