Dansk-politik.dk

Socialdemokratiet savner svar på det enkle spørgsmål: Hvordan bliver i morgen bedre end i dag, lyder det fra borgmesteren i det socialdemokratiske velfærdsparadis Herlev, Thomas Gyldal Petersen, når han skal forklare sit partis landspolitiske krise.

- Det enkle svar er, at man stod over for nogle opgaver, som man hverken havde forberedt sig selv eller befolkningen på, inden man trådte til, siger han til Weekendavisen.

Da man forsøgte at give svar efter valget, gjorde man det på en måde, som ikke nødvendigvis havde den logiske rækkefølge. Jeg kunne sådan set godt lide Anders Foghs måde at forberede folk på vanskelige beslutninger på. Han traf ikke så mange af dem, men når han gjorde, forberedte han sig ved at tale om udfordringen og om målet, inden han kom ind på medicinen. Vi gjorde det omvendte, og det blev kaotisk. Den politiske diskussion kom til at handle om, hvorvidt vi helst vil undvære store bededag eller Kristi Himmelfartsdag.

Eller om det skal være kontanthjælpen, pensionen eller førtidspensionen, der skal betale for en omlægning af skattesystemet. Denne fokus på det, der gør ondt har skadet vores parti.

Partitoppen mangler selverkendelse
Thomas Gyldal Petersen har savnet, at partiledelsen turde tale åbent om, hvad der er gået galt siden valget.

- Man kan spørge sig selv: er det mediernes skyld eller oppositionens skyld? Gu’ er det da ej.

Det er vores ansvar at få forklaret problem, mål og løsning i den rigtige rækkefølge. Men al snak om og analyse af det, får ikke vælgerne tilbage.

De kommer kun ved at levere resultater. Vi skal fremlægge og få gennemført forslag, så folk kan mærke, at det gør en forskel. Og det har man ikke rigtig set endnu. Når man skal tale om sine sejre, hiver man homovielserne frem og siger, at nu har vi lavet noget helt nyt. Jeg tror bare, at for den almindelige danske lønmodtager er afskaffelsen af efterlønnen og indførelse af homovielser ikke to ting, der opvejer hinanden.

For at komme derhen, hvor folk tror på det, man fortæller, når man formulerer mål og midler, er vi nødt til at have noget selverkendelse. Jeg var så glad, da Henrik Sass Larsen efter at være valgt som gruppeformand indledte med at sige tingene, som de er: Vi tabte valget. Vi har en regering, som på grund af Folketingets sammensætning har et blåt parti med. Det betyder, at vi må tilrettelægge en politik, som ikke er den, vi selv ville have ført, hvis vi havde haft flertal. Sådan er det. Og Helle Thorning-Schmidt gav i sin grundlovstale også en flig af selverkendelse, da hun sagde, at vi ikke har forklaret tingene godt nok. Det at sige, at vi tabte valget og at vi ikke har været gode nok til at levere svar, som folk kan tro på, er begyndelsen. Men det er svært.

Tårnet var en dumhed
Thomas Gyldal Petersen mener at regeringen forsøger at presse reformer ned over hovedet på vælgerne, uden at have forberedt dem på hvad og hvorfor.

- Et af problemerne er, at (regeringen) har så travlt med at reformere hele samfundet i løbet af et halvt år, at man misser muligheden for at udfolde diskussionen og få forklaret målet med det, man gør. Det dummeste, man har gjort var at isolere sig to uger i et tårn og så komme ud med et færdigt regeringsgrundlag. Ingen havde forestillet sig eller forberedt sig på, hvad der kom.

Der har været fokus på tilbagetrækning og afskaffelse af helligdage – man har ikke diskuteret, hvilket samfund vi ønsker. Mål skal forklares, fortælles og diskuteres. Målet er et fællesskab, der skaber gode rammer. De fleste mennesker vil gerne være kaptajn i deres eget liv, og det skal de have lov til. Fællesskab skal give den enkelte mulighed for at udfolde sig – og uden fællesskabet ville der være 20 procent, der aldrig fik den mulighed.
Her i byen er borgerne kaptajner i deres eget liv. Vi blander os ikke i, hvor mange minutter de læser for deres børn eller om de spiser bøffer eller røde pølser. Vi interesserer os ikke så meget for den del af deres liv. Det må de selv om.

Men vi interesserer os for, at man kan være en del af noget fælles – i en sportsklub, en spejderforening eller en pensionistforening. Her stiller vi rammerne til rådighed, og borgerne ønsker og skaber det fællesskab.

Håber partiledelsen har styr på retningen
Herlevborgmesterens egen opskrift på hvordan Partiet kommer tilbage er enkel.

- Man skal fortælle folk, hvad vores mål med det her samfund er. Det er, at vi opretholder et fællesskab i form af nogle bærende institutioner, som samfundet har brug for, hvis det fortsat skal være stærkt.

Er du sikker på, at din partiledelse ved, hvor de vil hen med samfundet?

Det håber jeg – det har jeg ikke fantasi til at tro, at de ikke ved. Men vi mister jo retningen, hvis vores forklaringer bliver for tekniske. I sidste ende er målet det samme som (tidligere statsminister) H. C. Hansen formulerede: Gode boliger og brød på bordet – altså job til alle. Den dagsorden forsøgte vi at sætte i opposition ved at tale om vækst og uddannelse.

Forskellen (på socialdemokraterne og de borgerlige) burde efter min mening være, at vi har fokus på vækst og jobskabelse, som jeg synes de borgerlige i deres regeringstid, og siden med al deres retorik om skattelettelser, har glemt. Og så ligger forskellen i, at vi vil styrke de fællesskaber, som er så vigtige i vores land, hvis vi ikke skal gå glip af en masse talent.

Den største udfordring er, at forhindre, at samfundet knækker over. Vi har en gruppe af mennesker uden uddannelse, som er stærkt udfordret af globaliseringen og samfundsudviklingen. Det er deres børn, som heller ikke får nogen uddannelse.

De risikerer at blive hægtet fuldstændig af, og jeg har ikke set de borgerlige i ti år give ét eneste svar til de mennesker. Det er vores forbandede pligt at gøre det, for de skal med. De skal ikke overlades til fattighjælp. Vi skal ikke sidde og diskutere, om de skal have lidt større eller mindre satser, for de skal slet ikke være dér, hvor de er. De og deres børn skal bæres ind i en anden virkelighed, hvor de kan bruge sig selv til noget. Der kan jeg se en forskel på os og den måde som VKO kørte butikken på.

Den nuværende situation skyldes ikke, at Venstre gør det godt, men at folk fravælger Socialdemokraterne. Og at den historiske nedtur som startede i 2001 skyldes at Partiet har været dygtige nok.

De nuværende meningsmålinger er ikke udtryk for et tilvalg af Venstre. Det er et fravalg af Socialdemokratiet. Vi er det parti, som flest mennesker i Danmark har de største forventninger til, og når vi så ikke leverer klare svar på det enkle spørgsmål: Hvordan gør vi i morgen bedre end i dag? Så bliver folk skuffede og vender ryggen til. Så vælger man de to store nej-bevægelser, Venstre og Enhedslisten, der begge har meldt sig ud i en situation, hvor der skal træffes vanskelige beslutninger. Men jeg er stadig overbevist om, at havde realisterne ikke vundet i 2005, da Helle Thorning-Schmidt blev formand, havde vi i dag været et mindre parti. Og vi havde ikke haft statsministerposten.

Thomas Gyldal Petersen taler imod den “ny klassekamp” som børne- og ungeborgmester, Anne Vang og de to socialdemokratiske folketingsmedlemmer Pernille Rosenkrantz-Theil og Jens Joel formulerede, der angiveligt gik ud på, at skoler og daginstitutioner med børn af velfungerende forældre skal afgive ressourcer, så man til gengæld kan styrke de socialt belastede af slagsen.

- Det er livsfarligt. De sidste 10-15 år har alle på arbejdsmarkedet uanset høj eller lav løn oplevet en fremgang i deres personlige velstand. Den gruppe, der står udenfor har ikke rykket sig en tomme – måske har de endda fået det lidt dårligere, fordi der er kommet flere misbrugsproblemer til.

Skrækscenariet for mig er, at kontrakten knækker, og de her mennesker, der ikke har en chance forsøger at klare sig ved at få så meget ud af systemet som muligt, og deres unge mennesker skaffer sig en alternativ karrierevej i det kriminelle miljø.

Mens de andre indgår aftaler med private vagtselskaber og kræver mere politi og i sidste ende et hegn sat op omkring de belastede boligområder.

Det er min opgave som borgmester og det burde også være den socialdemokratiske vision at sørge for fællesskaber i skoler, daginstitutioner og idrætsliv, der bygger bro og holder forbindelsen intakt. Det er den eneste måde, de unge mennesker kan spejle sig i noget andet og bevæge sig ud af det udsigtsløse og frigøre sig fra de normer og værdier, de er vokset op med. Det er i al sin enkelhed opgaven. Derfor er deres vej farlig. Det er afgørende at fastholde den sammenhængskraft, fordi vi tror på, at det er det bedste. Hvis vi først accepterer deres adskillelse, så er den socialdemokratiske velfærdsmodel død. Og så kan vi lige så godt hæve mødet og gå hjem. Hvis jeg skal sige til den almindelige borger: Hør her, jeres børn må have lidt færre timer, for vi skal bruge de ressourcer på en anden skole, hvor det går dårligt, så kender jeg svaret. Og det er: Tak for tilbuddet, men nej tak, vi har alternativer. Der ligger en privatskole, hvor vores barn skal gå. Ingen mennesker vil bruge deres børn til sociale eksperimenter.

Da jeg voksede op i det sociale boligbyggeri her i Herlev var der måske fem i hver klasse, der havde det svært og på fodboldholdet måske tre. Men det gik uden store problemer, for man spejlede sig i hinanden. Hvis vi som politikere giver op og accepterer en social adskillelse, så har vi tabt.

Den dag lærerne og metalarbejderne oplever, at tilbuddene til deres børn forringes, fordi pengene skal bruges til noget andet, så vender de bare ryggen til den offentlige sektor. Og det næste, der så sker, er, at betalingsviljen forsvinder. Hvis vi er i den situation, at middelklassen vender den offentlige sektor ryggen, vil de heller ikke betale til den. Så bliver det, som man ser i England og USA, at vi får nogle fællesskabstilbud til de svageste, som er så ringe, at de aldrig nogensinde kan bringe ét menneske fra en håbløs situation til en situation med håb. Socialdemokratisk politik er i al sin enkelhed, at i morgen skal blive bedre end i dag, slutter han.

Thomas Gyldal Petersen, 36, er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har været borgmester i Herlev siden december 2011. Han har været kommunalbestyrelsesmedlem siden 1998.

Han har aldrig boet andre steder end i den københavnske vestegnskommune, som han selv kalder Nordens Firenze – og mener det!

Kilde: Weekendavisen