Dansk-politik.dk

Dansk Folkepartis stifter, leder og partiformand igennem 17 år, Pia Kjærsgaard meddelte i går, at hun ikke genopstiller som partiformand på partiets årsmøde i næste måned.

Ved samme lejlighed meddelte partiet, at gruppeformand Kristian Thulesen-Dahl skal være ny partiformand. En beslutning som det forventes at årsmødet tiltræder med store klapsalver.

Pia Kjærsgaard blev kom i Folketinget for Fremskridstpartiet i 1984, da hun kom om som suppleant for partiformand Mogens Glistrup. 10 år senere dannede hun sammen med Kristian Thulesen-Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner Dansk Folkeparti, som hun blev formand for.

Ved Anders Foghs magtovertagelse i 2001 blev hun som regeringens støtteparti en af landets mest magtfulde politikere.

Pia Kjærsgaard fylder 66 næste år. Kjærsgaard siger at hun regner med at genopstille til Folketinget ved næste valg og vil fremover være “værdiordfører”.

(DTG) I Danmark kender vi mange danske politikere. I udlandet kender de kun en!

Få partiledere, der ikke bliver enten statsministre, præsidenter, udenrigsministre eller indblandet i sexskandaler formår at blive kendte uden for deres lands grænser. Det er tilfældet med Pia Kjærsgaaard, der er blevet en inspirationskilde for højrefløjspartier i hele i Europa – og mine egne oplevelser fra Sverige har været, at Pia Kjærsgaard var sådan en man havde virkelig stærke holdninger til – ofte mere stærkt end herhjemme. De svenske som jeg talte med var overbevist om, at hun var en ond kloning af Lord Voldemort, Hitler og Thatcher.

Men hvordan gjorde hun det? Hvordan blev hun denne berygtede politiske skikkelse langt uden for landets grænser?

Pia Kjærsgaard skabte Dansk Folkeparti nærmest alene. På resterne af de kuldsejlede Fremskridstpartiet. Ved kommunalvalget i ’97 var partiet stadigvæk så nyt at de lokale kandidater ikke kunne nå at få lavet deres egne plakater – og så brugte man bare Pia Kjærsgaard billede uanset om man stillede op i Brøndby eller Brønderslev. Og siden gik det bare fremad. Partiet stormede i Folketinget i ’98 og der var fremgang ved valgene i ’01, ’05 og ’09, intet andet parti har formået lignende fremgang.

Men hvad står tilbage, udover at have fastslået Dansk Folkeparti som et almindeligt mainstreamparti?

Først og fremmest er der udlændingepolitikken. Der er sikkert mange, der håber på at med Pia Kjærsgaards farvel indledes et nyt kapitel i dansk udlændingepolitik – eller en tilbagevenden til tidligere tiders mere laissez-faire udgave af den. Det mener jeg godt de kan skyde en hvid pil efter. Der er i dag konsensus langt ind i S-SF-V og K (og ikke mindst i befolkningen) om en stram udlændingepolitik, hvor kvoter, krav ved familiesammenføring og lignende, forsøger, at holde antallet af udlændinge der kommer til Danmark fra tredjeverdenslande på et absolut minimum. At forestille sig den konsensus forsvinder med Pia Kjærsgaard er helt usandsynligt.

Men det er ikke det eneste. Dansk Folkeparti er i dag det borgerlige Danmarks stærkeste kort i kampen om midtervælgerne. Ingen har et større ansvar for at stikke en kile imellem Socialdemokraterne og almindelige arbejderklassevælgere. Hun har ikke ansvaret alene, men hun forstod at kapitalisere på at den socialdemokratiske top (presset af de radikale, javel) i midten af 90′erne havde mistet kontakten med virkeligheden.

Pia Kjærsgaard, der selv var gået ud af skolen efter 9. klasse, kunne med en sjælden oprigtigighed tordne imod et Socialdemokrati overtaget af virkelighedsfjerne og elitære akademikere.

Det blev til en fortælling om Socialdemokraterne, der havde mistet følingen i udlændingespørgsmålet som tiltrak socialdemokratiske kernevælgere til at støtte et parti, der støttede de borgerliges økonomiske politik, der grundlæggende stred imod deres egen interesse. Men fordi Socialdemokraternes svigt i 90′erne havde været så markant, var de ikke til at flytte tilbage igen.

Ingen slutter på toppen: Heller ikke Pia Kjærsgaard. Hendes sidste tid som partiformand, fra Anders Fogh Rasmussen stoppede som statsminister og frem til nu, er hun blevet stadigvæk mere anonym – eller så anonym som en person som hende kan blive. Men med VKO-blokkens sammenbrud faldt også interessen for Dansk Folkeparti. Og ved sidste valg gik partiet for første gang et par mandater tilbage.

Udlændingespørgsmålet har mistet sin kraft som en game changer eller dagsordenrydder. Ikke fordi det ikke stadigvæk er vigtigt, eller fordi det ikke optager danskerne, men fordi de fleste (bortset fra de radikale og enkelte håbløst fortabte socialdemokrater) har forstået, at stram udlændingepolitik er et faktum.

Undervejs har Pia Kjærsgaard ændret spillereglerne for hvad man kan gøre i dansk politik. En helt helt absurd “noget-for-noget”-politik, hvor man til sidst kunne sælge efterløn for grænsebom. Ingen anden har kunne foretage lignende kovendinger (sælge ud på efterløn mod at der blev et par symbolske skure ved Padborg) uden at møde gevaldige hug i bagland og meningsmålinger, men det kunne Pia Kjærsgaard.

Det handler først og fremmest om autencitet. Pia Kjærsgaard var gennemført old school. I en tid hvor partiernes kommunikation blev voldsomt professionaliseret var Dansk Folkeparti nærmest håbløst gammeldags, mens modstanderne rykkede på nettet, virkede det som om Pia Kjærsgaard helst ville være i et forsamlingshus.

Partiets hjemmeside ligner stadigvæk noget fra 90′erne, tilstedeværelsen på sociale medier nærmest ikke eksisterende og ikke noget med blogs, YouTube eller andet teknologisk gøgl. Dansk Folkeparti forstod at udnytte de gamle medier. Der var intet smart over Pia Kjærsgaard, bare en helt unik forståelse for at vejre en folkestemning. Hun var bare Pia.