Dansk-politik.dk

I mandagens Politiken kunne man læse en kronik forfattet af gruppeformand Henrik Sass Larsen sammen med Bjarne Corydon, Mette Frederiksen og Carsten Hansen.

Sommeren over har rygterne floreret om tilblivelsen af det der skulle være recepten på at få Partiet ud af sin historiske krise. Derfor har forventninger til mandagens kronik faktisk også været stor.

At sætte ord på Socialdemokratiets grundlæggende mål er ikke nemt og man risikerer jo både at blive beskyldt for at lyde banal, overfladisk, ukonkret og ikke mindst at politiske modstandere i fremtiden kan grave tilbage og sige “du mente også engang, at…”. Og derfor alene er der indledende point til de fire for at gøre forsøget.

Og som de fire skriver: “Det socialdemokratiske projekt er tidløst, men skal altid formes i sin tid.” Og så er spørgsmålet selvfølgelig om det er lykkedes? Umiddelbart synes jeg ikke de når helt i mål. Der er for lidt der peger fremad. Alt for meget handler om ting som Socialdemokraterne her og nu ikke vil være med til eller om ting som de borgerlige gjorde i de ti år hvor de var ved magten.

Det virker lidt som et endnu et forsøg på at forventningsafstemme ambitionsniveauet med kernevælgerne og endnu en gang forsøge at kommunikere ud, at “rigtig” rød blok ikke vandt valget, men gjorde det ved at tage et særdeles selvbevist radikalt parti med.

Hvis man skal koge kronikken ned, så er de fires bud mere af det som regeringen har forsøgt siden den kom til sidste år:

• Mere stat
• Mere uddannelse
• Mere lige adgang til sundhed
• Mere ansvarlig økonomi
• Mere kedeligere banker
• Mere målrettet erhvervspolitik

Mere stat

“Hvor man i 00’erne rakte ud efter at svække den socialdemokratiske velfærdsstat, er tiden tværtom kommet til at styrke den. Vores idépolitiske vejviser er, at det ikke er et selvstændigt mål at skabe en stat med en bestemt størrelse, men derimod et mål at skabe en stærk stat.”

At der fortsat skal være en stor, aktiv og velfungerende stat er en no-brainer. Var de fire kommet frem til noget andet, så burde de hurtigst muligt kontakte Partikontoret med henblik på at opsige deres medlemskaber. Men det siger måske mere om det konservativt-liberale pres, som staten som den fælles ramme for os alle, i disse år er udsat for, at man føler sig nødsaget til at skulle tilkendegive sin opbakning til den.

Mere uddannelse

“Det klare socialdemokratiske projekt er at skabe såvel øget velstand som øget frihed i samfundet ved at skabe rammerne for den dygtigste generation nogensinde i danmarkshistorien.”

Mere uddannelse er DEN mest grundlæggende socialdemokratiske værdi. Sass Larsen sagde noget tilsvarende om at skabe den bedst uddannede generation, i forbindelse med sin tiltrædelse som gruppeformand. Det var rigtigt den gang og det er det stadigvæk. Uddannelse, uddannelse og mere uddannelse. Men selv her kommer man så ikke videre end at man skal gøre noget ved frafaldet på erhvervsuddannelserne og sikre flere praktikpladser.

Mere lige adgang til sundhed

“Det socialdemokratiske projekt må være med al magt at bekæmpe den udvikling og sørge for, trods trange økonomiske tider, at den fri og lige adgang til sundhed står intakt til enhver tid.”

Hele afsnittet om lige adgang til sundhed er også en gammel traver, en genopfriskning af partiets politik om modstand mod sundhedsforsikringer. Har lidt svært ved at se hvordan det peger fremad.

Mere ansvarlig økonomi

“Tidligere tiders acceptabel gæld bliver pludselig til uacceptabel gæld, og stater må ty til drastiske og ødelæggende økonomiske indgreb for at holde de finansielle markeder stangen. Læren er, at hvor vi tidligere kunne tillade at have et mål om langsigtet økonomisk holdbarhed og en høj belåning, er vi nu nødt til at skærme os mod pengemarkedernes lunefuldhed med økonomisk overholdbarhed og lavere låntagning.

…

Vi kan ikke forlade os på blot at sætte gang i efterspørgslen med finanspolitiske lempelser, der truer vores holdbarhed, og vi kan ikke forlade os på kun at skabe udbud og lade markedet om at tilpasse sig. Vi skal kunne begge dele i behersket omgang og på samme tid.”

At have overskud på budgetterne og ikke optage gæld, med mindre det er tvingende nødvendigt, bør selvfølgelig være selvklart for enhver politiker. Her burde Norge, Petroleumsfonden og ikke mindst den nidkærhed over hvorledes overskuddet herfra administeres være enhver politikers rettesnor. Men i en situation hvor væksten er gået i stå og arbejdsløsheden er ved at løbe løbsk, er det måske ikke det bedste tidspunkt at holde igen på statens penge.

“I 2012 er vores historiske hovedforpligtelse ikke at omfordele økonomisk fra rig til fattig.”

Målet er ikke mere omfordeling? Måske ikke kontant, forstået som at man skal hæve skatterne for at arbejdsløse kan få mere. Men man burde mene, at der stadigvæk var et centralt mål for partiet om at omfordele muligheder, bl.a. så der blev investeret endnu flere ressourser i skole og uddannelse. Og at dem der skal betale vel er dem der har mest råd.

At almindelige mennesker generelt skal spænde livremmen ind og hverken forvente bedre offentlig service eller mere luft i privatøkonomien er åbenbart også blevet en socialdemokratisk målsætning. Lønningerne skal holdes i ro af hensyn til konkurrenceevnen! Javel, produktiviteten skal også stige, men man kan forstå på de fire, at danske lønmodtagere i industrien åbenbart på nuværende tidspunkt er overbetalte.

Mere kedeligere banker

“Den mest interessante opgave er faktisk ikke at pålægge de finansielle transaktioner en skat, men at regulere, hvordan de finansielle markeder er konstrueret og finansieret. Gennem dansk og EU-lovgivning og globale aftaler må og skal der gøres en maksimal indsats. Målet er at gøre bankdrift til, hvad det burde være: en kedelig, men stabil forretning.”

Kritikken af bankerne var før valget et af Partiets store slagnumre, ikke mindst at det igen skulle være “kedeligt at drive bank”, forstået som at man skulle tage et opgør med de store finansielle supermarkeder, der både havde bankvirksomhed, realkredit og investering under et. Det er åbenbart stadigvæk målet, men man har så lige ment, at det skulle nævnes at det ikke er en socialdemokratisk vision, at indføre transaktionsskat for at komme uproduktiv hyperhandel til livs. Igen er kronikørerne blevet indhentet af den realpolitiske virkelighed.

Mere målrettet erhvervspolitik

“Hvis vi skal række ud efter nye store erhvervseventyr, kræver det samarbejde om udvikling, innovation og finansiering. Vi får ikke nye succeser såsom vindmølleindustrien, medmindre vi har et hjemligt marked til at understøtte de første generationer af produkter.”

Den målrettede erhvervspolitik har også været på programmet i mange år efterhånden. De fire mener at man skal satse på erhvervssektorer, hvor dansk erhvervsliv i forvejen har viden og potentiale, med grøn energi og velfærdsteknologi som de bedst kendte eksempler. Heller ikke noget nyt under solen. Det virker, lige som med afsnittet om sundhed, mest som om det er taget med som en kommentar til en aktuel (semi)-aktuel politisk debat, end noget som man kan bygge et fremtdigt politisk projekt op omkring.

Men hvad med værdierne?
Kronikken mangler i mine øjne at give svar på i hvert fald tre af den moderne politiks centrale værdipolitiske problemstillinger: Retspolitikken, udlændingepolitikken og miljøet.

At man kan forsøge at forholde sig til fremtiden, uden at forholde sig til de tre emner, virker i min verden enten som om man ikke internt i gruppen har kunnet blive enige eller som om man har frygtet at åbne for en debat, som ikke nødvendigvis hører til blandt Partiets favoritter: Nemlig en om udlændinge. Men det sørgede 70 tosser fra Odense så for skete alligevel.

Men når man tager ind med, at man har brugt spalteplads på at tage sundhedspolitikken, så havde det måske ikke skadet, hvis man lige havde brugt et par linjer på at slå fast, at “tough on crime, tough on the causes on crime!” fortsat er partiets retspolitiske tilgang.

Og så mangler jeg en helt grundlæggende systemkritik af elite og magthavere. Ikke bare bankerne. Halvdelen af partiets navn (-demokratiet) burde give en eller anden indikation af, hvad der er målet. I det hele taget savner jeg en diskussion om hvad borgernes rolle skal være i fremtiden – udover at de åbenbart skal være socialdemokratiske vælgere.

Derfor savner jeg en kritik af embedsmænd og administratorer som igennem de sidste 20-25 år har skubbet politikere og almindelige mennesker til siden og skabt et stadigvæk mere lukket og elitært demokrati. Et demokrati hvor stadigvæk færre er medlemmer af et politisk parti, endnu færre er aktive og en forsvindende lille del har reel indflydelse på noget som helst.

En kritik af offentlige selskabsdannelser som har fjernet offentlige selskaber fra demokratisk kontrol og aktindsigt. Og en kritik af at kommunalbestyrelserne der er blevet rene ekspeditionskontorer for statens beslutninger. En kritik af stadigvæk færre medier på færre hænder. hvor de folkelige fællesskaber, de faglige organisationer og det frivillige foreningsliv er blevet sat på sidelinjen, mens boblen på Chr’borg kommunikerere til hinanden på News. Men det havde måske alligevel også været for meget at forvente.

Så selv om der er enkelte gode elementer i kronikken, så har jeg det som rabbien har det med Det Nye Testamente: “Det der er godt er ikke nyt, og det der er nyt er ikke godt.”