“Uuh – det er svært at være så god”
Det begyndte i 2009: Nogen må have foræret H.C. Andersens eventyr om kejserens nye klæder til Liberal Alliances Anders Samuelsen, for siden har det været LA-lederen til stor inspiration. Samuelsen fremstiller – næsten uanset, hvilket synspunkt han prøver at fremme – sig selv og sit parti som det lille barn, der i eventyret gør opmærksom på den åbenlyse sandhed, at kejseren ikke har tøj på.
Trods Samuelsens brud med det Radikale Venstre har hans selvopfattelse ikke forandret sig. Hvor det tidligere var sammen med den kreative klasse, han repræsenterede den endegyldige sandhed, er det nu sammen med bankfolk, ultraliberalister og tænketanken CEPOS, han tilbyder danskerne sine klarsyn.
Samuelsens åbenbaringer kommer ofte fra rapporter udarbejdet af de seneste års kommissioner, og når rapporterne ikke rækker, står der altid nødlidende neoyuppier i kø for at bekræfte, at topskatten er for høj og arbejdskraften for dyr.
Liberal Alliance begyndte at bruge eventyrs-sammenligningen i 2009. Her kunne man i Berlingeren (30.1.) læse:
”Det kan godt være, at Liberal Alliance står til 0,0 procent i meningsmålingerne, men derfor kan det sagtens få stor betydning i de kommende skatteforhandlinger, at Liberal Alliance nu forsøger sig som drengen fra eventyret »Kejserens nye klæder«”.
Senest gentog partiejeren torsdag (2.8.) sin eventyrlige rolle i forbindelse med Vejlegårds-konflikten, hvor han på TV2 NEWS gjorde det klart, at alle andre partier håndterer Den Danske Model forkert.
Eventyret der altid holder
I den mellemliggende periode er sammenligningen blevet brugt i mange forskellige sammenhænge.
Fx til over for Information at forklare sit partis arbejdsform:
”Jeg betragter os ikke som et protestparti. Men danskerne kan rigtig godt lide drengen i Kejserens Nye Klæder. Men han var ikke nogen protestfyr.”
En lille måneds tid senere var det statsministerens åbningstale, der stod for skud: ”Der var ikke tøj på den her tale. Det kommer der forhåbentlig henad vejen”, som Anders Samuelsen sagde til Ritzau.
Og i januar var det Europagten, der fik Anders Samuelsen til at erklære over for Politiken (2.1.2012):
”Jeg tror, at det er rart for rigtig mange mennesker at opleve, at nogle tør sige fra – som den lille dreng i kejserens nye klæder.”
Det er svært at være god
Uanset hvad der skal kommunikeres, går eventyret om Kejserens nye Klæder som en rød tråd gennem hele Liberal Alliances kommunikationsstrategi. Selv partisangen, som den blev fremført ved landsmødet i 2011, er bygget op om det gamle eventyr:
”Kald en spade for en spade og sig det som det er,
Det er slut med tomme løfter og kejserens nye klæ’r” (Weekendavisen 11.3.2011)
Tag dog ikke fejl. Det er ikke den rene svir at være den lille dreng fra et 200 år gammelt eventyr. For som Anders Samuelsen sagde til Information om den lille dreng fra eventyret:
”Han fortalte bare sandheden og sagde, hvordan det virkelig så ud. Så blev han drillet.”
Men man vænner sig nok til, at det ikke er nemt altid at have ret; som rapperen Kidd synger i en tekst Samuelsen sikkert sagtens kan identificere sig med: ”Uuuhh det er så svært at være så god – nanananananananana..”
RSHN

