Dansk-politik.dk

Nyheder og analyser om dansk politik

Tidl. minister tættere på borgmesterkæde

Tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard (V) er med den socialdemokratiske borgmester H.C. Maarups overraskende exitmelding fra politik nu endnu tættere på at kunne tilføje en ny kæde til smykkesamlingen til kommunalvalget i 2013. Mandag meldte Maarup sig nemlig ud af valgkampen under henvisning til socialdemokraternes vedtægter og sit eget privatliv.

- Jeg har altid haft 100 procent opbakning fra min kone og vores børn til at passe mit tidskrævende job. Også ved sidste valg i 2009, da jeg efter at være genvalgt til borgmester også sagde ja til at blive formand for de nordjyske kommuner (KKR formand). Dog tilkendegav min kone straks efter valget, at hun håbede, at jeg efter perioden, der udløber med udgangen af 2013, ville stoppe med det meget tidskrævende politiske arbejde for at kunne prioritere familien højere end det har været muligt de sidste 12 år, lyder det i en officiel meddelelse fra borgmesteren.

I følge Nordjyske.dk havde Tina Nedergaard set frem til en hård valgkamp med den siddende borgmester. Hun møder derfor nyheden med overraskelse – og forståelse. Det var nemlig samme årsag – privatlivet – der i sin tid fik Nedergaard til at forlade den borgerlige regering.

- Jeg har respekt for den indsats, han har ydet, og som er båret af et ønske om at gøre det godt. At han siger stop ved udgangen af denne valgperiode er en god udgang på en flot karriere, kvitterer hun.

Socialdemokraterne er med 13 mandater største parti i byrådet, mens Venstre er næststørst med 10 mandater.

Ny – hemmelig – borgmesterkandidat fundet

Maarups exit efterlader en tom plads i toppen hos liste A. Maarup har dog forberedt sin afgang og foreslået en kandidat.

- Jeg har et forslag til en rigtig god og kompetent borgmesterkandidat, der har kvitteret ved min forespørgsel, og jeg har således sikret mig et rigtig godt bud på en socialdemokratisk efterfølger, som jeg vil give mine bedste anbefalinger overfor partiets medlemmer, som vælger borgmesterkandidaten efter partilovene i førstkommende efterår, siger han.

Det kunne ligne en kandidatkroning af 2. viceborgmester Mette Riis Binderup, men hun udtaler til TV2 Nord, at hun ihvertfald ikke er kandidat.

- Det har jeg ikke tid til. Jeg har familie og små børn, lyder det fra fysioterapeuten.

Kilde: Nordjyske.dk, TV2 Nord og Mariagerfjord Kommune

(JEB)

Opdatering: Onsdag aften beslutter Socialdemokraterne efter alt at dømme, at indstille tidligere MFer Per Husted til posten. Han har – som han meddeler på facebook – valgt at stille sig til rådighed.