Dansk-politik.dk

Nyheder og analyser om dansk politik

Analyse: Partiernes synlighed på nettet

Ny analyse: SF vinder valget på nettet

En ny analyse viser, at SF er det mest synlige parti på nettet. De store borgerlige partier ligger i bund. “De store partier tager ikke nettet alvorligt”, mener ekspert.

Hvis man vil findes på nettet, så skal man ligge højt på Google. Det ved alle, der arbejder seriøst med nettet, men det ved de danske partier tydeligvis ikke.

En ny analyse fra webloggen “Dansk Politik” viser nemlig, at SF som det eneste parti har formået at vinde fodfæste på danskernes foretrukne søgemaskine, mens de borgerlige partier ligger langt bagefter.

Dansk Politik har foretaget Google-søgninger på 100 forskellige populære politiske temaer og set på, hvilket parti, der lå øverst på resultatlisten. I mere end en tredjedel af alle tilfælde er det SF, der ender øverst.

SF og ikke mindst mange aktive SF’ere har taget moderne netværksværktøjer som blogs og MySpace til sig. De linker intensivt til hinanden, og det er en af de væsentligste grunde til, at SF’s synspunkter ender højt på Google og dermed sikrer partiet en suveræn førsteplads i Dansk Politiks analyse.

Venstre halter bagefter

Helt anderledes ser det ud hos Danmarks største parti Venstre. Partiet har en efter danske forhold pæn, velfungerende og tilmed ganske omfattende hjemmeside, men der er åbenbart ikke ret mange, der linker til indholdet på siden og derfor er det kun i hvert tiende tilfælde et Venstre-synspunkt, der dukker op på nettet.

Selv en søgning på et ord som “frihed” sender ikke en hen til Danmarks Liberale Parti – nej, der ender man hos Enhedslisten. Dog kan Venstre-toppen glæde sig over, at man også i cyberspace sidder trygt på “skattestop”.

Listen ser således ud:

1. SF: 35 %
2. Socialdemokraterne: 23 %
3. Venstre: 11 %
4. Radikale: 9 %
5. Konservative: 8 %
6. Enhedslisten: 7 %
7. Dansk Folkeparti: 7 %

(Note: Sammentællingen er foretaget før Ny Alliance blev dannet)

Ekspert opfordrer til at se til USA

– I gamle dage var det vigtigt, at man altid havde en repræsentant, når der blev holdt paneldebatter i de lokale forsamlingshuse, men i dag handler det om at være synlig på nettet, og her er Google helt afgørende, siger Lars Jacobsen, der er chefredaktør for PC World og ekspert i online-medier.

Han mener, at analysens resultater vidner om, at de store partier ikke tager nettet seriøst, og det er en fejl:

- De gamle partier stadig lever i en verden, hvor afsenderen dikterer alt. Deres hjemmesider er ofte en digital version af den fedtede folder, som man får stukket i hånden foran Brugsen op til valget, mener Lars Jacobsen, der roser SF for at forholde sig til nettet på en simpel måde:

- SF’s hjemmeside er ikke fancy og fuld af chatrobotter eller andre elementer som et reklamebureau har solgt dem til overpris. Til gengæld er den til at finde rundt på, men samtidig let grænsende til det kedsommelige.

- Der tales om amerikaniseringen af dansk politik, men på onlineområdet er det et af de steder, hvor vi burde byde en amerikanisering velkommen. For her i landet er der langt imellem de gode ideer, selv blandt de største partier, slutter Lars Jacobsen, der opfordrer de danske partiers webansvarlige til at kigge over dammen på de amerikanske præsidentkandidaters hjemmesider.

Hele datamaterialet kan læses her.